oktober 14, 2024

Museum i Trump-ballade

Et righoldigt udvalg af merchandise anvendt i Trumps valgkampagne. T-shirten med Fake News budskabet er trukket tilbage.

The Newseum, som skal hylde den amerikanske presses rolle og historie i landet, er i den grad endt i en massiv shitstorm. Museet har solgt en T-shirt med Trumps udtryk ‘You Are Very Fake News’, og det har fået amerikanske journalister og mediehuse til at protestere. Derfor har museet valgt at trække T-shirten tilbage og give en offentlig undskyldning, fremgår det af USA-today

– Vi begik en fejl, og vi undskylder. Den frie presse er en væsentlig del af vores demokrati, og journalisterne er ikke fjenden, skrev museet i den skriftlige undskyldning.

Nyhedsbureauet Poynter gjorde for en uges tid siden offentligheden opmærksom på, at T-shirten og andre Trump-relaterede souvenirs såsom ‘Make America Great Again’-kasketter lå til salg på hylderne i museets gaveshop samt på dets hjemmeside.

Museet har dog valgt kun at trække T-shirten med ‘fake news’-sloganet tilbage og lade resten af Trump-varerne forblive til salg, da museet mener, at salget af varer fra præsidentkampagner er essentielt, når det kommer til at hylde folkets rettigheder.

– Historisk set har vi sat alle former for politiske varer til salg for vores gæster. Det inkluderer slogans fra både tidligere og nuværende præsidenter samt billeder og andet fra alle politiske partier. Vi vil fortsætte med at gøre dette for at fejre ytringsfriheden, lyder det i museets udtalelse.

Kilde: USA Today

Skriv en kommentar