oktober 14, 2024

Museumschef bekymret for sin frihed

mads-kaehler-holst-pressefoto-moesgaard-museum
Museumsdirektør Mads Kähler Holst, Moesgaard Museum, er bekymret for armslængdeprincippet mellem politikerne og kulturinstitutionerne. Foto: Rógvi N. Johansen, Foto/medie afdelingen Moesgaard

Glæden var til at overse i den danske kulturverden, da regeringen annoncerede, at den vil droppe det udskældte to procents sparekrav på kulturområdet.

For selvom pengene fra det såkaldte omprioriteringsbidrag fra 2022 ifølge regeringen skal blive på kulturområdet, skal de enkelte kulturinstitutioner fortsat spare to procent om året – uden sikkerhed for, om de får pengene retur.

Hvis regeringen får sit forslag til finanslov igennem, bliver det politikerne, der i fremtiden kommer til at bestemme, hvor på kulturområdet pengene fra omprioriteringsbidraget skal bruges.

Det får museumsdirektør Mads Kähler Holst fra Moesgaard Museum ved Aarhus til at frygte for armslængdeprincippet mellem kulturverdenen og politikerne.

– Jeg kan godt være bekymret for, at friheden bliver mindre på kulturinstitutionerne, siger Mads Kähler Holst til DR

– Vi bliver jo afhængige af de politiske beslutninger på en anden måde, fordi der hele tiden bliver hevet penge ud af museet, som man ligesom skal gøre sig fortjent til igen. På den måde er der mindre uafhængighed af politikerne, efterhånden som en større og større del af økonomien bliver hevet over i sådan nogle puljer, siger han.

– Vi har kunnet mærke, at der har været to procent hvert eneste år. Det er ikke to procent på et år, der gør en forskel. Det er det, at det bliver ved – to og to og to og to – i det ubestemte. Det har en kæmpe virkning over tid, fordi det er en langsom forblødning, der sker på de enkelte museer og andre kulturinstitutioner, siger Mads Kähler Holst.

Kilde: DR

Skriv en kommentar