oktober 14, 2024

Arkæologernes top 10

Fundet af kultbygningen i Fæsted er i international klasse. Foto: Konstantinos Alexiou.

Fundet af kultbygningen i Fæsted er i international klasse. Foto: Konstantinos Alexiou.

En enorm våbensamling, mønter til de dødes sidste rejse til dødsriget, en kæmpemæssig gravplads, en ældgammel kirkegård og selveste herremanden Niels Bugges ridderborg er blandt de arkæologiske fund, der har fundet vej til Slots- og Kulturstyrelsens Top 10 over de vigtigste arkæologiske fund i 2018.

Når juleferien, gaver og andesteg står for døren, er det også tid til, at Slots- og Kulturstyrelsen afslører Top 10 over de vigtigste, arkæologiske fund, der er dukket op i årets løb.

Der har i år været mange gode, arkæologiske fund at vælge imellem, og øverst på listen er fundet og udgravningen af en kultbygning ved Stavsager Høj nær Fæsted uden for Ribe fra cirka år 150-450 efter vores tidsregning, som Museet på Sønderskov i Brørup har stået for.

Det særlige ved fundet af kultbygningen, der formentlig blev bygget til ære for Odin, er, at man ved indgangsstolperne har fundet omkring 10 lansespidser og cirka 40 spydspidser, mens man ved andre stolper har fundet både sværd og guld.  

Enhedschef Dorte Veien Christiansen, Center for Kulturarv i Slots- og Kulturstyrelsen, siger: ”Vi bliver hele tiden klogere på vores kulturarv, når arkæologer på museerne graver i jorden eller undersøger havbunden, og det har været et rigtig godt år på arkæologifronten i 2018. Vi kan derfor i år se tilbage på et spændende år med fund, der viser os helt nye sider af vores danmarkshistorie.

Udgravningen af kultbygningen ved Stavsager Høj og de mange våben, der er sat i jorden omkring bygningens stolper, er et fund af international karakter, så det sprang lidt i øjnene. Men der er så mange gode fund på Top 10 i år, at jeg har svært ved at vælge mit yndlingsfund blandt fundene, for de er alle vigtige – og på hver deres måde giver de os ny og værdifuld viden om vores fortid og fælles kulturarv.”

Der er tidligere fundet lignende kultbygninger i Uppåkra nær Lund i Sverige, og der formodes også at have været en på Bornholm. I Uppåkra har man gennem flere år afdækket sporene af jernalderens kultiske ritualer, og det giver arkæologerne i Sydjylland håb om også at gøre flere store opdagelser i fremtiden i Fæsted-Stavsager området.

Top 10 i ikke-prioriteret rækkefølge:

    Hellig kultbygning ved Ribe bugner af guld og våben, Fæsted, Museet på Sønderskov.

    Arkæologer gør sensationelt fund af rige grave ved Roskilde, ROMU (Roskilde Museum).

    Arkæologer viser vej til Ribes latriner, Sydvestjyske Museer.

    Velbevaret skibsvrag vækker begejstring i Køge, Museum Sydøstdanmark.

    Københavns ældste kirkegård dukker op under Rådhuspladsen, Københavns Museum.

    Moesgaard Museum afslører grum historie fra Skæring, Moesgaard Museum, Århus.

    Viborg Museum finder sagnomspunden ridderborg, Viborg Museum.

    Silkeborgegnen var centrum for masseproduktion af jern i middelalderen, Museum Silkeborg.

    Tandaftryk afslører bid af Lollands historie, Museum Lolland-Falster.

    Danmarks største droneprojekt afdækker arkæologiske spor, Ringkøbing-Skjern Museum og Vardemuseerne.

Kandidaterne til Top 10 har været mange i år og tæller blandt andet fundet af lerskiver på Lolland fra den yngre stenalder med tandaftryk fra et menneske, Københavns ældste kirkegård, et kæmpe skibsvrag ved Køge, spor af en enorm jernproduktion i Gødvad ved Silkeborg, det fascinerende fund af ridderen Niels Bugges borg ved De fem Halder ved Viborg og brug af droner, når arkæologiske spor i landskabet bliver fulgt i Ringkøbing.     Betingelsen for at være med på årets Top 10 er, at fundet kommer fra en ny arkæologisk udgravning, og at det er undersøgelser, der tilfører betydelig ny viden til arkæologien og Danmarks kulturhistorie.

Top 10 er udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen på baggrund af museernes egne indberetninger af fund i løbet af året, og listen opgør fundene i tilfældig rækkefølge.

Kilde: Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside

Skriv en kommentar