Er begrebet taknemmelighed forsvundet ud af vores liv.
Eller er taknemmelighed reduceret til at være en indre følelse, der dyrkes i kvindeugebladene på linje med tarmskylninger og glutenfri tærter? Forsvinder taknemmeligheden, når det offentlige overtager sociale opgaver? Har retten til sociale goder udryddet taknemmeligheden? I denne artikel viser artiklens forfatter, hvordan taknemmelighed ændrer sig fra at være en gangbar valuta, når der afregnes for social hjælp, til at være fraværende og erstattet af et princip om ret til sociale ydelser. En gruppe blinde kvinder er omdrejningspunktet.
”I den kolde februar morgens grå dæmringslys sad de langs bordets sider og ventede.
Der var tolv på den ene side og elleve på den anden. De sad tæt albue ved albue – også til venstre, hvor der kun var elleve – og en tom stol. De tav. Ingen sagde noget. De sad bare og ventede…
Om lidt ville et tårnur langt borte slå otte. Det var det, de ventede på. Måske de også ventede på deres morgengrød. Det gjorde de vel. Men når man så dem sidde der langs bordets sider – ens, eller næsten ens – med lukkede øjne og lukkede begivenhedsløse ansigter og brune, strikkede trøjer og hverdagsgrå kjoler, når man så deres tavse munde og tålmodigt foldede hænder, kunne man også få den tanke, at de bare sad og ventede på at blive født. Eller de sad og ventede på opstandelsen.”
Vi er i Blindehjemmet i Klerkegade i det centrale København. Vi ved ikke rigtig hvornår, men et godt gæt er, at scenen udspiller sig en gang i 1940’erne. Teksten er indledningen til Karl Bjarnhofs roman: ”Den korte dag er lang nok”. Bogen beskriver livet og hverdagen for hjemmets beboere – 24 blinde kvinder, samt lederen af hjemmet og hendes næstkommanderende. Forfatteren slår tonen an til trøstesløsheden. De 23 i lokalet – for der er netop blevet en ledig plads – sidder et sted mellem fødsel og opstandelse, og den mest opsigtsvækkende begivenhed er, at tårnuret slår. Tiden går.
Hvis fortællingens indledning er stille og begivenhedsløs, står det i skarp kontrast til reaktionerne, der fulgte da bogen og skuespillet baseret på bogen kom på hylderne i 1959. Trusler om injuriesag og gensidige beskyldninger fløj gennem luften og dagspressens spalter. Hvorfor kom dette sammenstød mellem en social filantropisk forening, der drev et blindehjem og en social indigneret reporter, der i øvrigt selv var blind?
Hjælp til de blinde
april 1811. Der er bestyrelsesmøde i Selskabet Kjæden. Denne gang sidder der også en gruppe mennesker rundt om et bord. De har ikke lukkede øjne og begivenhedsløse ansigter. De venter ikke på, at livet går. De får livet til at ske.
Gruppen af mænd udgør bestyrelsen – eller gouvernementet – i det hemmelige selskab ”Kjæden de tre vise af Østerland”. Den aktuelle opgave er at beslutte, hvor Kjæden skal lægge sine filantropiske kræfter i fremtiden. Bestyrelsen har spurgt logens medlemmer, og sidder nu med forskellige forslag på bordet. Kjæden er – ud over at være en loge for samfundets spidser – et socialfilantropisk selskab, der bruger sine midler på at hjælpe samfundets svage. Selskabet har for eksempel gennem en årrække stået bag Kjøbenhavns Bespisningsanstalt.
Selskabet er gammelt. Hvornår det præcis er stiftet ved ingen. Men alle omkring bordet ved, at selskabet blev ”fornyet” i november 1774. I almindelig tale betyder det, at selskabet blev rekonstrueret efter at have ligget stille i en årrække. Ni af de ti stiftere var frimurere, og der er visse fælles berøringspunkter mellem de to loger. Noget, der adskiller de to hemmelige selskaber er, at hos Kjæden er kvinder velkomne som medlemmer.
I selskabet kommer samfundets absolutte spidser med den enevældige kong Christian VIII med titel af ordensherre som den mest prominente deltager. Senere indskrev Frederik VIII, prins Harald og prins Gorm sig ind som ordensherrer. Selv i dag har Kjæden deltagelse af en kongelig ordensherre personificeret i dronning Margrethes kusine, prinsesse Elisabeth. Samfundets fine har fundet sammen i Kjæden.
For bordenden ved mødet sidder overhofmarskal Adam Wilhelm von Hauch. Han er ordenens stormester – en travl herre med et talent for organisation. Ved siden af jobbet ved hoffet har han gennem tiderne adskillige andre betydningsfulde hverv. Bl.a. som chef for Det Kongelige Teater.
Hauch er beslutningstræfferen. Hans tid er ikke til snak og pjat. Medlemmerne havde fremsendt syv forslag. De seks gled hurtigt forbi hofmarskallens kritiske øjne, mens et forslag fra professor Christian Brorson fik nøjere opmærksom.
Teologen professor Christian Frederik Brorson havde som præst haft et par blinde konfirmander. Derfor gik han i offensiven for, at Kjæden for fremtiden skulle rette sin godgørenhed mod de blinde i samfundet. Brorson havde fremsendt sit begrundede forslag til bestyrelsen, og her kan man læse, hvorfor Brorson finder blindesagen værdig – og hvorfor de øvrige i Kjædens bestyrelse griber denne mulighed. Brorson er i sin begrundelse inde og røre ved hele fundamentet for, hvorfor disse travle mænd fra samfundets top i det hele taget skal beskæftige sig med social virksomhed. Svaret er ganske enkelt: Det gør dem godt.
Brorson skriver i sin indstilling til bestyrelsen: ”Velvilje skal ej blot lyde fra vore læber, men lede og besjæle vores handlinger! Vor lykke bliver sødere, når vi deler den med ulykkelige, og vi føler os mere ædle og tilfredse når vi understøtter trængende, når vi ved, de i os ser deres fædre og velgørere! Oh! Held dig ædle – dersom det måtte lykkes dig, at samle nogle lykkelige eller dog nogle mindre ulykkelige, som i dig ser en venlig skytsånd.” Taknemmeligheden fra modtagerne af hjælpen er brændstoffet, der driver socialfilantropien i samfundets øverste kreds.
Hauch er straks med på Brorsons idé. Som den gode administrator han er, får hofmarskal Hauch Brorson til at udarbejde en handlingsplan for undervisning. For hoved-ideen bag hjælpearbejdet er at sætte de blinde i stand til at forsørge sig selv. Allerede 3. maj 1811 sætter Hauch gang i arbejdet med at skaffe økonomi til det, der skal blive til Danmarks første blindeinstitut. Hauchs gode kontakter til kongehuset giver kontant udbytte. Med et personligt bidrag på 1000 rigsdaler sætter Kong Frederik VI tryk på indsamlingen. Samtidig får Kjædens initiativ lov til at bære navnet ”Det Kongelige Institut for Blinde”. Flere af kongehusets medlemmer tegner sig for personlige bidrag, så hofmarskallen har gjort sit arbejde godt på de bonede gulve.
En almindelig indsamling udenfor ordenen blev sat i gang, og 1. juni 1811 blev der holdt stiftende bestyrelsesmøde, hvor man vedtog, at ”Det Kongelige Institut for Blinde” skulle begynde sin virksomhed den 10. juni. Hvad man end måtte mene om tankesættet bag etableringen af blindeinstituttet, må man anerkende effektiviteten i arbejdet. Masser af handling på meget kort tid. Det indsamlede beløb blev på 10.900 rigsdaler. Arbejdet med at hjælpe de blinde kunne gå i gang.
En forklaring på, at Kjæden havde en forkærlighed for de blinde, kan også skyldes den almindelige opfattelse af blinde i datidens samfund. Næstformanden i Dansk Blindehistorisk selskab, historiker og ph.d. René Ruby, der selv er blind og har skrevet flere afhandlinger om blindhed, handicap og afvigelse i en historisk sammenhæng, peger på de blindes særlige stilling i samfundet: ”Blinde er en gruppe, som i særlig grad har været betragtet med sympati og en gruppe som i særlig grad havde behov for omsorg. Man ser det i middelalderlige tiggerforordninger og i fattigloven af 1708, hvor blinde nævnes som den første gruppe i første klasse, som er omfattet af adgangen til hjælp. Initiativerne op gennem 1800-tallet viser at de blinde har været handicapverdenens aristokrati. Man ser det også i den åndelige og kulturelle dannelse, som de blinde i både Kjædens- og statens blindeinstitut til tildeles – modsat andre handicapgrupper,” mener Rene Ruby.
De blinde tager scenen
De første skridt mod et blindeinstitut bliver foretaget i lejede lokaler i Aabenraa 34. Her begynder man arbejdet med at udvælge og senere undervise 12 blinde. Lærerkræfterne er en blanding af frivillige og professionelle. Brorson, der var instituttets reelle leder, underviste for eksempel i kristendom og moral.
De blinde skulle hives ud af den nedværdigende lediggang og få mulighed for at forsørge sig selv. At blive gode samfundsborgere. Ud over almindelige former for håndarbejde blev der også undervist i musik. Denne undervisning gav åbenbart så gode resultater, at udvalgte blinde fik lov til at optræde på selve det kongelige teater. Som tidligere nævnt havde stormester Hauch forbindelser til teateret. Denne kontakt blev udnyttet til at skaffe penge i kassen til instituttet, der – bortset fra et mindre statstilskud – levede for indsamlede midler.
Fra 1816 til 1847 var der en årlig galla-aften i det kongelige, hvor en blanding af teatrets kunstnere og elever fra blindeinstituttet gav forestilling med kongen på plads i logen. Set i nutidens lys lyder det ganske mærkværdigt. Imidlertid har forestillingerne haft et højt kunstnerisk stade. I hvert fald fra de professionelles side. For eksempel bliver J.P.E. Hartmanns 1. symfoni uropført ved en af blindeinstituttets aftener. Disse aftener har været et tilløbsstykke, og forestillingerne gav godt i blindeinstituttets slunkne kasse.
Forestillingerne på det kongelige får en brat ende i 1847. En blind pige var gået i stå i sit nummer på scenen. En pinlig stemning bredte sig, og da majestæten var til stede, blev det ekstra pinligt. Den form for oplevelser ønskede man ikke, så Kjædens bestyrelse sagde stop for flere forestilling på trods af de gode indtægter.
Under prøverne på en af disse forestillinger er det at professor Brorson igen tager fat på temaet med taknemmelighed. I Kjædens festskrift over logens første 100 år som understøtter af Danmarks blinde, skriver redaktør Svenn Poulsen: ”Professor Brorson sluttede prøven med en tale hvori han spåede, at Blindeinstituttet, støttet af konge og folk, fra en ringe begyndelse ville vokse sig stort gennem tiderne. Han sagde bl.a. følgende varme og smukke ord: ”Tidens strøm iler mod evigheden, og vi – ældes; men når vi da går frem som svage oldinge, skulle vi end glædes ved at være den blindes øjne; og – oh mine medborgere! Mine brødre! Mine søstre! Den blinde skal trykke vor hånd mod sin taknemmelige barm, hans barnlige kærlighed rækker os en stav, og vort gamle hjerte skal briste roligt, også styrket ved den tanke, at vi var den blindes øje”.
Så kan det vist ikke siges tydeligere. Vi – altså de gode mænd og kvinder i Kjæden – hjælper de blinde og har som forventning, at der bliver betalt tilbage med taknemmelighed.
Blindeinstituttet på Kastelvej
Med ligelig blanding af vilje til godgørenhed, entusiasme og frivilligt arbejde driver Kjæden sit kongelige blindeinstitut. Men som det skal ske flere gange senere, bliver Kjæden overhalet af tiden og udviklingen i samfundet. Hele tiden kæmper Kjæden med økonomien. Selv om frivillig arbejdskraft og kongelige støttekroner hjælper et stykke ad vejen, skranter økonomien konstant, og staten yder kun små bidrag.
Kjæden er ikke først med erkende, at arbejdet med de blinde er utilstrækkeligt. På initiativ af professor Carl Emil Fenger og øjenlæge dr. med. Nathan Melchior blev der nedsat en kommission, der tog initiativ til at reorganisere Blindeinstituttet.
Eleverne på Kjædens institut var nemlig ikke så godt forberedte på et liv, hvor de kunne klare sig selv, som Kjædens vise fædre havde forestillet sig. En undervisning i kurvefletning, strikning og andet husflid gav ikke de store muligheder for indtægter i livet. Undervisningen på diverse musikinstrumenter kunne oven i købet have den helt modsatte effekt af den ønskede. Når eleven ikke havde talentet til at blive rigtig musiker med fast stilling på orgelbænken i kirken eller i orkestergraven i kapellet – ja så var der den ulempe ved musikken, at den kunne bruges i mere tvivlsomme sammenhænge. Som der står i kommissionsbetænkningen til reorganiseringen af Blindeinstituttet: ”… hvad Musikken angår, da er det kun ganske Enkelte, der heri have bragt det saa vidt, at de have kunnet skaffe sig en anstændig Stilling, for de fleste som have lært den, er den kun bleven et hjælpemiddel til Betleri eller en fristelse til laster.” Altså endte de blinde som spillemænd på værtshuse eller som gademusikanter.
Udgangen på sagen blev, at Blindeinstituttet overgik til staten og i 1858 flyttede aktiviteterne til en helt ny bygning på Kastelvej. Mens midlerne til driften var små, var der alligevel så mange penge i Kjædens kasse, at selskabet kunne betale for opførelse af den nye bygning. Til gengæld ville det hemmelige selskab have plads i bestyrelsen. Derfor var Kjæden repræsenteret med to medlemmer i statens blindeinstitut helt frem til 1933. Kort efter blev bygningen i Klerkegade opført med ordenssal til logen og lokaler til asylet for blinde.
100 års jubilæum
juni 1911. Nu er det 100 år siden, de driftige mænd i Kjæden besluttede sig for at tage de blinde ind under ordenens forsørgende vinger. Med hjemmet i Klerkegade og to repræsentanter i bestyrelsen for Blindeinstituttet har Kjæden stadig nær kontakt til blindesagen. 100-året skal fejres. Så nu skal der være fest. Køretøjer med festklædte personer af det bedre borger- og adelskab med kongen som den fornemste – ruller op foran Klerkegade 10. Festlighederne bliver bemærket i Politiken, der i sit referat konstaterer, at talerne var en lang lovprisning af Kjædens store og gode gerninger. Politiken bemærker også, at festen i højere grad var for ”Honoratiores, Kjædebrødre og Snobber”, mens de blinde blev skilt fra de fine og blev ledt ind i en sal for sig selv.
I anledning af dagen fik Kjædeordenen overrakt en mindetavle, som den dag i dag sidder indmuret i facaden på bygningen i Klerkegade. På tavlen står:
I TAKNEMMELIG ERINDRING OM HVAD
KJÆDEORDENEN
HAR UDRETTET I HUNDRED AAR
TIL FÆDRELANDETS HÆDER
OG
BLINDES GAVN
SATTES DENNE ÆRESTAVLE
AF DANSKE BLINDE
JUNI 1911
Så fik de taknemmeligheden både på skrift og mejslet i sten. Ingen tvivl om, at netop denne gave har haft stor betydning for medlemmerne af Kjæden og deres selvforståelse i det socialfilantropiske arbejde. Brorsons gamle drøm om den taknemmelige blinde var fuldbyrdet.
Men er der ikke altid en slange i Paradis? Jo. Det lyder ganske uskyldigt, men da de blinde alligevel var i byen en forbindelse med overrækkelsen af gaven, besluttede de for at sætte sig sammen og diskutere noget, de havde overvejet et stykke tid. De blinde ville have et talerør. En interesseorganisation, der kunne varetage blindes interesser overfor alle parter i det seende samfund. Umiddelbart lyder det som en både god og konstruktiv idé, men historien skulle vise, at netop Kjæden og hjemmet i Klerkegade i fremtiden skulle komme til at stå som en form for modstander mod aktiviteterne i de blindes organisation.
Bjarnhofs fejde
Klokken slår. Vi runder 1933, hvor socialreformen er med til at flytte de store opgaver med understøttelsen af samfundets svage fra privat godgørenhed over til staten og finansiering over skatterne
Historikeren René Ruby ser også 1933 som et afgørende årstal for indførelse af et socialt rettighedssamfund.
”Allerede fra sidst i 1800-tallet var kravene om socialhjælp som en rettighed frem for almisser formuleret. Samtidig blev flere og flere grupper af handicappede undtaget for tab af borgerlige rettigheder på grund af fattigdom med de blinde som den første gruppe i 1914. Med socialreformen i 1933 bliver sociallovgivningen samlet i fire love, og det er rigtigt at sige, at her er rettighedstænkningen endelig slået igennem,” mener René Ruby
I 1933 er det af samme grund slut med Kjædens repræsentation i Blindeinstituttets bestyrelse. Men arbejdet med de blinde fortsætter hos Kjæden. Under samme tag, som huser logen og dens aktiviteter, bor der 24 blinde kvinder. Og de venter.
10 år senere er Fanden løs i Klerkegade. På Social-Demokratens redaktion sidder journalisten Karl Bjarnhof. Tidligere formand for dansk blindesamfund og selv blind. Han får en dag besøg på redaktionen. Tre kvinder kommer forbi på hans kontor og fortæller om Blindehjemmet i Klerkegade. Her bor blinde kvinder under forhold, som kvinderne finder stærkt kritisable. Beboerne tør ikke selv henvende sig til pressen, – de er simpelthen bange for at blive smidt ud, hvis de brokker sig, lyder det ifølge de tre kvinder. De vil gerne have Bjarnhof til at kigge på sagen og skrive om det i avisen, så der kan blive gjort noget. Sagen ligger jo lige til Bjarnhof. Social indignation på de blindes vegne. Han lover kvinderne – som han selv sagde – at se på sagen.
Resultatet er i første omgang en artikel i Socialdemokraten 4. februar 1943. Bjarnhof har dyppet pennen godt i det farverige blæk – og en kreativ redaktionssektrær har sikker hjulpet ham frem til overskriften:
Skandaløse forhold på
Kjædens hjem i Klerkegade
De Blinde halvsulter og bliver behandlet som umælende Væsner
Bjarnhof anerkender i sin artikel Kjædens store arbejde for de blinde, men bruger det også som anledning til at påpege, at netop den baggrund forpligter. Han gennemgår forskellige kritikpunkter. Blandt andet at maden er utilstrækkelig, og at ånden på stedet er præget af følelseskulde og frygt, så ingen af de blinde tør klage over forholdene. Når Karl Bjarnhofs kilder – de tre damer – har henvendt sig til ledelsen og påtalt forholdene, er de blevet mødt med svaret, at ”de blinde jo er lidt til en side”. Hertil svarer Bjarnhof i sin stærkt kommenterende artikel: ”Dette er saa forkert som overhovedet muligt. De Blinde paa Hjemmet i Klerkegade er tværtimod vaagne, og de har til og med et lyst Sind; de er blot kuede af den Aand, der hersker derinde, og denne Fortrykthed, denne Angst for at lade sig mærke med noget, har faaet temmeligt uhyggelige Udslag”.
Efter nutidens standard for journalistik er Bjarnhof på tynd is. Han har ingen navngivne kilder, men benytter sig af anonyme ”damer”. Til gengæld er der fuldt navn på de angrebne personer blandt ledelsen på blindehjemmet. Han blander reportage og kommentar sammen på en måde, som det i moderne dansk nyhedsformidling kun kendes fra Ekstra Bladet. I dag ville der være en påtale på vej fra Pressenævnet alene for ikke at indhente kommentarer fra den angrebne part. Det sker først dagen efter, da Kjædens bestyrelsesformand, Kammerherre Krag, kommenterer på Bjarnhofs artikel.
Netop de blindes særlige stilling blandt de handicappede ser René Ruby som en faktor, der udløser ekstra sympati.
Beskyldningerne om at blinde sultes og vantrives på Kjædens hjem, har givetvis været noget, der i særlig grad kunne bringe sindene i kog, mener han.
Efterfølgende bliver Kjæden og Socialministeriet enige om at iværksætte en dommerundersøgelse, som skal afprøve Bjarnhofs påstande. Er der noget om snakken – eller er det bare en gang revolverjournalistik uden reelt indhold?
Undersøgelsen bliver lagt i hænderne på præsidenten for Københavns Byret, byretsdommer O. Schulin. Man kan på ingen måde beskylde systemet for at handle langsomt. Den første artikel i Social-Demokraten er fra 4. februar, den sidste fra 13.februar, Schulin bliver beskikket 15. februar, og allerede to dage senere, stiller Karl Bjarnhof, flankeret af sin sekretær, Karen Foght, til afhøring på domhuset.
Schulin er en grundig og effektiv mand. Han afhører alle, der har forbindelse til blindehjemmet. Alle beboere, personale, portneren og Kjædens ledelse. Dommeren spørger ind til hver enkelt af de blinde, og kommer også med karakteristik af de enkelte afhørte i referatet. Som for eksempel, at en af kvinderne har et åndsniveau som et barn, og et andet vidne bliver karakteriseret som forvirret.
Den røde tråd i afhøringerne er, at der er en ret jævn tilfredshed med at bo på hjemmet. En stor del af beboerne giver dog udtryk for, at de savner venlighed og opmærksomhed. Hvilket får pilen til at dreje hen mod lederen af hjemmet, Frk. Nygaard og hendes højre hånd, Frk. Kemdrup kaldet Søster. Et navn der i øvrigt går igen i Bjarnhofs bog, hvor frk. Nygaard hedder frk. Roblin. Man kan også genkende kvinden med det lave åndsniveau som en af ”Småtumberne”, som de hedder i ”Den korte dag er lang nok”.
Konklusionen på Schulins undersøgelsen er – set med nutidens øjne – ret opsigtsvækkende. Byretsdommeren skriver: ”Som resultat af min undersøgelse mener jeg at kunne fastslaa, at der ikke er noget Grundlag for Redaktør Bjarnhof’s voldsomme og hadefulde Angreb paa Hjemmet.”
Med sine værdiladede udtryk ”voldsomme” og ”hadefulde” var Schulins rapport blevet diskvalificeret efter dagens standarder. Ordene er stærkt farvede og tendentiøse, og lader ingen tvivl tilbage om, hvor dommeren har sine sympatier. Lige så væsentligt er det, at dommeren helt går hen over den ret betydelige kritik af den kolde omgangsform på hjemmet.
Kjæden ser det som en frikendelse og kommunikerer konklusionen ud til pressen via Ritzaus Bureau. Internt samler Kjædens bestyrelse beboerne til fællesmøde, og efter et Guds ord og lidt varm tale om, at vi ikke skal have vores uenigheder udstillet og behandlet ved domstole, men i stedet klare dem bag hjemmets fire vægge, bliver beboerne igen afkrævet troskab til Kjæden. En for en bliver de spurgt, om de er tilfredse, og om de vil blive. I referatet fra mødet opremses svarene fra de blinde kvinder, der i forskellige grader af afdæmpet begejstring fra ”Helst blive” og ”godt tilfreds”. Virkeligheden er, at der ikke var et reelt alternativ for disse kvinder. De havde ganske enkelt ikke andre steder at tage hen. Der er tale om en reel trussel. I Kjædens arkiver findes flere sager om opsigelse af beboere – alene på grund af kritiske udtalelser. Ved at sætte pistolen for panden af kvinderne får Kjæden atter en – om end noget lunken – erklæring om taknemmelighed.
Videre står der i referatet fra mødet: ”Naar alle er tilfredse og Offentligheden har fået at vide, at vi har plaget og sultet Beboerne, kan dette ikke komme fra Hjemmets Beboere, men ude fra. Vi maa alle beflitte os paa, at alt bliver som tidligere, og vi maa holde Fjenden ude, thi kommer der indre Spliid kan Hjemmet ikke bestaa.” Kjæden ser det omliggende samfund som en trussel.
Mens verdenskrigen raser, falder der ro over Klerkegade. De blinde kvinder samles dag efter dag i tavsheds rundt om morgenbordet. Et tårnur slår. På vej mod evigheden.
Injuriesagen
I 1958 har Karl Bjarnhof igen gang i skrivemaskinen. Denne gang ikke som revolverreportere med skyderen ladt med tabloidjournalistik, men som forfatter. Bjarnhof har på dette tidspunkt en række romaner bag sig, og i 1958 udkommer ”Den korte dag er lang nok” – bogen der beskriver livet for de blinde kvinder i hjemmet i Klerkegade. Fiktionen får langt større opmærksomhed end Bjarnhofs reportage fra virkeligheden i 1943.
Social-Demokraten, hvor Karl Bjarnhof fyrede sit første angreb af mod Blindehjemmet – skriver under overskriften: ”Trussel om injuriesag mod forfatteren Karl Bjarnhof” blandt andet: ”Indenfor selskabet ”Kjæden”s bestyrelse står man i disse dage på spring med en eller anden aktion overfor forfatteren Karl Bjarnhof. En injurieproces er ikke usandsynlig. Årsagen er de udtalelser, Bjarnhof har fremsat, efter at hans skuespil ”Den korte dag” er antaget til opførelse på Det kgl. Teater.”
”I ”Den korte dag” anvender Karl Bjarnhof det samme stof, som først er behandlet i hans fremragende roman ”Den korte dag er lang nok”, der kom i efteråret. Hverken da romanen udkom eller ved meddelelsen om, at hans skuespil er sikret af Det kgl. Teater har Bjarnhof lagt skjul på, at materialet er autentisk. Det velgørende hjem for blinde kvinder, der skildres i romanen, eksisterer i virkeligheden. De ulykkeligt stillede kvinder ydmyges og krænkes i medlidenhedens navn, mens hjemmets ledelse nyder glæden ved egen fortræffelighed.”
Videre skriver signaturen VD i Social-Demokraten: ”Det kvindehjem, der tænkes på, er nemlig selskabets hjem for blinde kvinder i Klerkegade 10, som Bjarnhof allerede for 15 år siden omtalte i Social-Demokraten. Dengang bad ”Kjædens bestyrelse socialministeriet undersøge klagerne, og efter en undersøgelse foretaget af daværende byretsdommer, greve O. Schulin, blev der afsagt kendelse om, at beskyldningerne var grundløse. Flere af Bjarnhofs klagepunkter faldt til jorden under sagens behandling, men tilbage stod, at i alt 16 af hjemmets 27 blinde kvinder overfor undersøgelsesdommeren beklagede sig over ånden og tonen på hjemmet og således gav Bjarnhof medhold.”
Kjæden og Klerkegade er hermed tydeligt identificeret. Selv har Karl Bjarnhof sagt til dagbladet Information: ”Der står ikke noget i min bog, som ikke er sket. Den institution, som bogen og altså skuespillet skildrer, eksisterer stadig, og det er mit indtryk, at ånden ikke har forandret sig.”
Kjædens bestyrelsesformand, dr.phil. Albert Fabritius, rasler med sablen, men i modsætning til i 1943 bliver domstolene ikke involveret. Faktisk er det Karl Bjarnhof selv, der lægger sagen død. Selv om det er tydeligt for alle – Kjædens bestyrelse indbefattet – at bogen handler om hjemmet i Klerkegade, så lykkes det for Bjarnhof at undgå injuriesagen. Han erklærer, at bogen ikke handler om Kjæden og Klerkegade, men om hans oplevelser med blindeforsorgen generelt gennem tiderne. Beskrivelserne af indretningen i Klerkegade, navnet Søster, antallet af beboere og alle de øvrige detaljer indikerer tydeligt, at Klerkegade 10 er stedet. Men alle stiller sig tilfredse med Bjarnhofs retræte. Kjæden ved godt, hvad det handler om. Offentligheden også. Men det rationelle synspunkt er, at så længe Bjarnhof ikke direkte siger, at det handler om Kjæden – så handler det ikke om Kjæden.
Formand Fabritius får dog fyret en sviner af mod Bjarnhof. Fabritius siger, at man ved at undlade at rejse en injuriesag har villet skåne en blind mand. Underforstået at Bjarnhofs blindhed hæmmer hans dømmekraft. Og Bjarnhof svarer, at han aldrig har gemt sig bag sin blindhed, og dermed bliver den sag hængende i luften. Der kan være en dobbelthed i Albert Fabritius’ udtalelse, mener René Ruby.
”Den holdning, Fabritius giver udtryk for, findes også i dag i ugeblade og endog indimellem i morgen-tv. Selv om de blinde var de handicappedes aristokrati, hørte de til i den nederste del af samfundet, hvor mange ernærede sig som kurvemagere og børstenbindere. Foruden blindhed har deres dårlige erhverv givetvis også fremkaldt medlidenhed. Selv om enkelte blinde som Karl Bjarnhof og H.C. Seirup, der sad i Københavns borgerrepræsentation, formåede at hæve sig op og blive karakteriseret ved andet end blindheden, er blinde generelt blevet opfattet som medynkvækkende af mange. Noget andet er, at Fabritius’ udtalelse også kan være en bortforklaring for, hvorfor han ikke ønsker at trække Kjæden ind i en injuriesag, som ville have fået stor dækning i medierne. Bjarnhof var en kendt og succesfuld forfatter, og det var næppe i Kjædens interesse med en injuriesag. Uanset udfaldet.”
Sagen vækker dog så meget interesse hos den øvrige presse, at der i de følgende dage er reportager fra Blindehjemmet. Der er stor loyalitet hos beboerne, der overfor pressen giver udtryk for, at Bjarnhof er noget af en ballademager. Men også kritiske røster. Til B.T. siger Helene Krogh, 20 år og beboer på blindehjemmet: ”Hvorfor al den barmhjertighed. Hvorfor lærer vi for eksempel ikke selv at betale vores sygekasse? Vi er voksne mennesker. Men jeg forstår godt de gamle. Hvad skal de gøre, hvis de ikke var her?”.
Helene Krogh bakker med sin udtalelse meget godt op om det billede, Karl Bjarnhof tegner i ”Den korte dag er lang nok”. I stedet for at hjælpe de blinde til at klare sig selv, som jo var Kjædens oprindelige formål, så bliver de blinde beboere holdt hen i lediggang og barmhjertighed. Selv noget så simpelt som at røre i de blindes kaffe er overladt til personalet, fremgår det både af Bjarnhofs bog og af dommerundersøgelsen i 1943.
Festlighederne i anledning af Kjædens 100 års jubilæum for Blindeinstituttet blev benyttet som anledning til at stifte Dansk Blindesamfund. På samme måde må Kjædens vise mænd og kvinder have tænkt lidt over det kontrapunktiske paradoks, da teaterforestillingen med de skarpe nålestik mod Kjæden bliver opført på det samme teater, hvor Kjæden i tidligere tider havde holdt gallaforestillinger for- og med blinde. Et lille plaster på såret har nok været, at Bjarnhofs stykke blev opført på Nye Scene – og ikke fandt vej til de fineste skrå brædder på Gamle Scene, hvor de blinde havde underholdt konger og koryfæer.
Den samfundsmæssige scene er også klar til at modtage Bjarnhofs værk. Danmark er hastigt på vej fra minimalstat til socialstat. Dansk Blindesamfund skriver i et mødereferat fra repræsentantskabsmødet i oktober 1957, at Kjæden er hyldet i forestillinger, der stammer tilbage fra oprettelsen i 1811 – og at det må være Dansk Blindesamfunds opgave at arbejde for, at hjemmet bliver overtaget af staten via en underskudsdækning.
Dette synspunkt deler Kjæden ikke. Her er holdningen, at socialt arbejde ikke kan lægges i statens kolde hænder. En privat organisation er langt bedre til at skabe ”helt andre og langt bedre Forhold for Blindehjemmets beboere end den kolde Statsadministration”, som Albert Fabritius udtrykte det så sent som i 1961. Det er vanskeligt at undlade at nævne, at netop følelseskulde var det fremherskende angrebspunkt fra de blinde beboere ved Schulins undersøgelse i 1943, så hjertevarmen kom ikke automatisk – selv om institutionen var privat.
Den hemmelige rapport
Mens Karl Bjarnhofs artikler i 1943 blev efterfulgt af dommerundersøgelse og offentlighed omkring resultatet af den – dommer Schulins kendelse om at Bjarnhofs anklager var ubegrundede – så var der mere stilhed om, hvad der skete, efter truslerne om injuriesagen var forsvundet.
Blindenævnet bestiller faktisk endnu en undersøgelse af forholdene på Blindehjemmet. Denne gang er arbejdet lagt i hænderne på Eugenie Engberg, tidligere rektor på Den Sociale Højskole og senere særforsorgskonsulent i Socialministeriet. Hendes tilgang er en anden end Schulins. I stedet for at afhøre eller interviewe beboerne afdækker hun en række objektive forhold, som hun sætter fingeren på. For eksempel, at lederen af hjemmet er uddannet på niveau med en sygehjælper – det der i dag hedder en social- og sundhedshjælper. Der er flere konkrete forhold omkring bygningens utidssvarende tilstand og mangel på privatliv for beboerne. I den mere kuriøse afdeling påpeger Eugenie Engberg, at den tilsynsførende læge er 93 år gammel.
Tonen i Eugenie Engbergs rapport er venlig og tydelig: Kære venner. Det her går ikke i et moderne samfund. Tiden er løbet helt fra Kjæden. Det er tid til at sige farvel til det praktiske arbejde med de blinde. Denne erkendelse er Kjædens bestyrelse også nået frem til. Allerede i 1958 luftede formand Fabritius tankerne om, at man ville forsøge at ”holde den gående” frem til 150-års-jubilæet – og så overlade ansvaret til staten derefter. Selv om han mener, at den private forsorg er bedre.
Sådan går det. 1. april 1962 overtager staten ansvaret for blindehjemmet. Historien slutter dog først i 1971, da den sidste blinde beboer forlader Klerkegade 10 og lukker et kapitel i dansk blindehistorie bag sig. Også den del af historien, der handler om mødet mellem en konservativ opfattelse af godgørenhed og en socialdemokratisk version af samme.
Er denne fremstilling af Kjædens rolle i blindeforsorgen uretfærdig? Selskabet har sat masser initiativer til gavn for de blinde i værk – fulgt op af ganske betragtelige pengebeløb.
René Ruby siger: ”Historien er sjældent retfærdig overfor den, der ikke formår at følge med tiden. Tankesættet bag Kjædens engagement tilhørte jo en anden tid. Kjæden var stivnet og fastlåst i et fortidigt tankesæt.”
Kjæden er i dag stadig aktiv i arbejdet med at understøtte blinde. Det sker via afkast af formuen og lejeindtægter fra erhvervslejemål i lokalerne i Klerkegade, som tidligere husede de blinde kvinder. I denne form for socialfilantropi, har modtageren stadig mulighed for at sige tak til giveren. Hvor går man hen, hvis man vil sige tak til staten eller kommunen?
De sidder og venter. Og hvis en fremmed kom ind i dette øjeblik, ville han måske få den tanke, at de sidder og venter på at blive født, eller at de sidder og venter på opstandelsen. Men det er nu bare deres smørrebrød, de venter på. De venter på, at Søster skal bede aftenbøn, og at de kan begynde at spise deres aftensmad.
De fleste af dem er ældre. Nogle er gamle. Og mens Søster endelig læser bordbønnen, ser Forstanderinden ned langs rækken af ansigter – lukkede ansigter, blinde, tænker hun. Og deri har hun ikke uret. Der er bare ét, som skinner af et lys, en forventning, ingen kender til eller aner noget om. Bare én der smiler, og denne ene er Lille-Agnes.
Og sådan har de siddet altid – her eller et andet sted.
De sidder der endnu.
Langt borte slår et tårnur. Knebelen rammer malmen, og for hvert slag er det, som gjorde en stor fugl sig fri af klokkeskallen. På lydløse vinger flyver de sorte fugle ud gennem glughullerne – en for en – bort over byens tage i sneen og mørket.
Litteraturliste Blind taknemmelighed
Dagbladet Politiken, 12 juni 1911, artikel om 100-årsfesten for Kjædens arbejde med blindesagen.
Dagbladet Social-Demokraten, 4., 5. og 6. februar 1943. Artikler om Blindehjemmet i Klerkegade
Dansk Blindesamfund, Jubilæumsblad, 8. juni 1961
Houmøller, Sven: Kjæde-ordenen og Blindeforsorgen 1811- 10. juni 1961, Udgifter af Selskabet Kjæden, København 1961.
Larsen, Christian: Til Gavn for Menneskeheden og Fædrenelandet, Kjæde-Ordenen og dens blindeforsorg gennem 225 år. Udgivet af Landsarkivet for Sjælland m.m., Kjæde-Ordenen, Dansk Blindesamfund, Institut for Blinde og Svagsynede, Statens Øjenklinik og Blindehistorisk Selskab, ARKI • Varia København 2002
Moldenhawer, Johannes: Det kongelige Blindeinstituts historie samt om blindesagens begyndelse og dens udvikling i Danmark, Udgivet med understøttelse af ministeriet for kirke- og undervisningsvæsnet, Holger Meyers Bogtrykkeri, København 1905
Poulsen, Svenn: Kjædeordenen og blindesagen i hundrede aar, festskrift udgivet af Kjædeordenen i anledning af 100 året for arbejdet med blinde. (Kongelige Bibliotek.)
Selskabet Kjæden: Kjædens historie www.kjaeden.dk/historie
Strandsberg, Niels: Blindeinstitutioner i Danmark 1858-1970, udgivet af blindeinstitutterne i København og på Refsnæs og Landsarkivet i København 1992.
Rigsarkivet: Arkivskaber: Blindehjemmet i Klerkegade, Arkivserie: Sagen vedr. Karl Bjarnhofs kritik af forholdene på Blindehjemmet
Ruby, Rene: Konstruktionen af den Blinde ca. 1850 til 1914, Handicaphistorisk Tidsskrift, December 2004
