Arkæologer fra Museum Lolland Falster har gjort et helt enestående fund af en lille guldring fra middelalderen. Ringen, som forestiller Jomfru Maria med barnet, dukkede op under museets udgravninger forud for Guldborgsund Kommunes renovering af torvet i Nykøbing Falster.
Ringen vejer seks gram, og den har en indre diameter på 2,5 centimeter. På en kløverformet plade monteret oven på ringen troner Jomfru Maria med det lille Kristusbarn i relief. Hun er ikke mere end halvanden centimeter lang, men man ser hende ganske tydeligt sidde i sin kjole med barnet på skødet.
Udgravningsleder Signe Fog Mogensen fortæller, at det var amatørarkæologen Martin B. Nielsen, som fandt ringen med sin metaldetektor, da han hjalp arkæologerne med udgravningsarbejdet.
– Ringen lå presset ned mellem stenene i en gammel brolægning, og selv om den er noget deformeret af de mange år i jorden, så er den meget velbevaret, siger Signe Fog Mogensen.
Båret uden på handske
Guldringen stammer fra anden halvdel af 1300-tallet. Det fortæller Michael Andersen, som er forskningschef ved Middelalder, Renæssance og Numismatik ved Nationalmuseet:
– Det er et meget sjældent og usædvanligt fund. Det er ikke noget, man ser hver dag, men snarere en gang hvert halvtredsindstyvende år, siger Michael Andersen.
Hvem ejeren har været, tør Michael Andersen ikke gætte på. Ringen kan have tilhørt både en kvinde og en mand, og man skal ikke lade sig snyde af, at ringen har en stor diameter. Dengang var det ikke usædvanligt, at folk gik med handsker og bar fingerringe uden på handskerne, hvilket man ser gengivet på malerier af blandt andet biskopper fra den tid.
Han mener dog ikke, at ringen nødvendigvis har tilhørt en præst. Det er en type ring, som kunne bæres af både gejstlige og verdslige personer.
– Ringen har haft en ganske særlig betydning for den person, som bar den. Den har indgået i en individuel fromhedskultur og vist ejerens personlige fromhed og særlige tilknytning til kirken og deltagelse i personlige andagter, siger Michael Andersen.
Netop i 1300- og 1400-tallet var Jomfru Maria en populær helgen, og Madonnadyrkelsen kan stadig ses i mange kirkers inventar fra dengang og i kalkmalerier. På den måde passer den lille guldfingerring fint ind i tidens strømninger.
Læderværksted på torvet
Ligesom i dag var Nykøbing Falster en driftig by, og der var en livlig trafik på torvet dengang i 1300-tallet. Signe Fog Mogensen fortæller, at kirken lå lige op ad torvets nordlige side. Byens rådhus lå også på torvet, og torvet var rammen om markeder og byens handelsliv.
Ud over den enestående ring, så har udgravningerne også føjet nye detaljer til Nykøbing Falsters historie.
– Meget tyder på, at der har ligget et læderværksted i nærheden af torvet. I et tykt affaldslag har vi fundet masser af læderstumper sammen med rester af tre sværdskeder af læder, en barnesko og fragmenter af andre lædersko i flere størrelser, siger Signe Fog Mogensen.
Guldringen er i øvrigt ikke den eneste Madonnaring, som er fundet i Nykøbing Falster. Sidst i 1800-tallet fandt man en skat i Frisegade, som ud over en masse mønter også indeholdt to ringe, hvoraf den ene minder om ringen fra torvet.
Kilde: Museum Lolland Falster
Guldringen fra Nykøbing Falster torv. Foto Anders Rasmussen, Museum Lolland-Falster