Den norske kulturarv er i forfald. Gokstadskibet, der kan ses på vikingemuseet på Bygdøy i Oslo, slår revner. Forfaldet er så voldsomt, at den norske rigsantikvar, Hanna Geiran, nu slår alarm.
Ifølge professor Jan Bill, der er ansvarlig for vikingesamlingen på Bygdøy, har skibets skrog givet sig en halv centimeter over de senste fem år. Et af problemer er, at skibet står på et 90 år gammelt og helt utidssvarende fundament. Fundamentet er ikke bygget til at opfange de rystelser, som omgivelserne udsætter det gamle vikingeskib for. Et dårligt indeklima med utidssvarende styring af fugt hjælper heller ikke på problemerne.
Hovedproblemet er naturligvis penge. Som i Danmark har de norske vikingeskibet brug for et nyt og tidssvarende museum. Der ligger en plan for et nyt museum, men det vil koste to milliarder kroner, som ikke er sat af på den norske finanslov.
Kulturhistorisk museum har bedt om cirka 35 millioner kroner til at starte byggeprojektet, men fik ingen midler. En arkitektkonkurrence, der skulle vise, hvordan det nye byggeri skal se ud, er for længst forbi og vinderen fundet.
Siden er vikingeskibene blevet nomineret til en rød liste over de mest truede kulturskatte i Europa.
Kilde: NRK
Gokstadfundet, skibsgrav fra vikingetiden ved gården Gokstad i Sandefjord, ca. 85 km syd for Oslo, Norge, hvor der under en stor høj var begravet en høvding. Gokstadfundet blev udgravet i 1880. Det velbevarede skib, Gokstadskibet, er af egetræ, 23,3 m langt og 5,25 m bredt. Skibet har årehuller til 32 roere, men besætningen har bedømt på antallet af fundne skjolde sikkert været dobbelt så stor. Skibet er bygget omkring år 900.
Kilde: Den Store Danske