Udgravningerne i forbindelse med den nye Metro har tidligere afsløret, at København er ældre, end vi hidtil har antaget, og at byen har haft en noget anden udbredelse.
I det nyeste nummer af Skalk tager museumsinspektør Hanna Dalstrøm fra Københavns Museum fat på en aktivitet, der har præget livet på det, vi i dag kalder Rådhuspladsen. Nemlig fremstilling af jern.
Jern har været vigtig for opbygningen af middelaldersamfundet. 1100-tallet er for eksempel kendt for det massive kirkebyggeri. Jern var også forudsætningen for nye redskaber og krigsmateriel, så jernfremstilling var vigtig – og den der kunne forvandle jernet til brugbare redskaber var vigtig.
Fundene på Rådhuspladsen viser, at der er blevet fremstillet jern, og at der er blevet smedet. Der er fundet store mængder affald fra smedearbejdet som jernskæl og slaggekugler. Mængden af affald blev på et tidspunkt så stor, at det blev brugt som vejmateriale, skriver Hanna Dalstrøm.
Man har ikke fundet en smedje på Rådhuspladsen, men nede for den anden ende af Strøget – på Kgs. Nytorv, er der afdækket rester af en smedje fra 1200-1400-tallet.
Kilde: Skalk, august 2019