Engelsk politi har fundet en større sølvskat fra vikingetiden i forbindelse med en efterforskning i Durham og Lancashire, skriver The Independent.
Skatten består af forskellige mønter til en værdi af ca. 500.000 britiske pund samt en massiv sølvbarre. Skatten er overdraget til British Museum, hvor forskerne ser fundet som et vigtigt bidrag til forståelsen af den politiske situation i landet omkring år 870.
Den danske vikingehøvding Gudrom angriber i 878 kong Alfred af Wessex. Alfred formår at kæmpe imod, og de to parter indgår ikke bare en fred. De bliver så gode venner, at Alfred er gudfar, da Gudrum vælger at lade sig døbe og i øvrigt skifte navn til Æthelstan.
Møntfundet er interessant for de engelske forskere, fordi Alfreds kamp mod vikingerne også resulterer i et forenet England, hvor der med det nye fund bliver ændret på opfattelsen af, hvilken rolle de forskellige aktører spillede.
Den nye del af historien vedrører Ceowulf af Mercia, der i de skrevne kilder har været anset for at være vikingekongernes medløber, en mindre betydningsfuld adelsmand og ikke en rigtig konge. Kilderne stammer fra kong Alfreds hof omkring år 879, hvor den fundne skat også menes af være skjult. De omtaler Ceowulf i meget lidt smigrende vendinger, mens de er mere positive overfor kong Alfreds nye allierede, vikingekongen Gudrom.
Ceowulf forsvinder pludselig, og Alfred overtager hans kongerige. Gareth Williams, der er kurator for samlingen af tidligere middelaldermønter og vikingesamlingen på British Museum ser fundet som en en oprejsning for Ceowulf, der sandsynligvis har været en betydningsuld allieret til kong Alfred.
Kilde: The Independent