I Store danske arkæologer – på jagt efter fortidens byer præsenteres Danmarks største navne inden for arkæologi. Bogen tager udgangspunkt i de arkæologer, der de sidste århundreder har været med til at forme faget, gå på jagt efter fortidens byer i Danmark og ikke mindst i udlandet.
Læseren introduceres til baggrundene for at gå i gang med udgravninger, om arkæologernes dagligdag under feltarbejdet, om hvordan sørøvere, krige og lokalpolitik kan have indflydelse på arbejdet – og om nye resultater fra danske arkæologers udgravninger i ind- og udland.
Store danske arkæologer – på jagt efter fortidens byer fokuserer på betydningsfulde arkæologiske bedrifter som Peter Oluf Brøndsteds udgravninger i 1811 på den græske ø Kea, der var den første danske udgravning i Grækenland; på store personligheder, som P.V. Glob, der gravede i Bahrain og siden blev direktør for Nationalmuseet og rigsantikvar.
Store danske arkæologer på jagt efter fortiden byer
Eva Mortensen og Rubina Raja (red.)
299 sider Illustreret, 299,95 kr.
Aarhus Universitetsforlag