Historikeren Tom Buk-Swienty har skrevet et halvandet kilo tungt- og 700 sider langt værk om den mytiske og excentriske danske forfatter Karen Blixen. Bogen har fået titlen ”Løvinden – Karen Blixen i Afrika” og udkommer på Gyldendal 22. august. Bogen er blandt andet blevet til på baggrund af hidtil hemmeligholdte breve.
Til Politiken fortæller Buk-Swienty om sine overvejelser og sit syn på Blixen, efter han i årevis har haft hende og hendes familie inde under huden.
Swientys forbindelse til Karen Blixen stammer tilbage fra hans arbejde med ”Slagtebænk Dybbøl”, hvor han stødte på den fascinerende karakter kaptajn Wilhelm Dinesen, der levede sit liv på kanten og rejste fra krig til krig. Kaptajn Dinesen var Karen Blixens far. Først skrev Buk-Swienty en bog om kaptajnen, så en om Karen Blixen og hendes lillebror. Og endelig måtte han overgive sig og gik i gang med det store projekt at skrive en bog om Karen Blixen selv.
Selv om han karakteriserer Blixen som ”møgirriterende”, har Tom Buk-Swienty alligevel overgivet sig til fascinationen af hende. Også selv om hans udfordring har været, at sandheden om Karen Blixen ofte lå gemt under flere lag af hendes egen selviscenesættelse.
”For hun opdigter simpelthen så meget og opdigter og forstørrer og mytologiserer andet, mens hun helt udelader centrale personer og dele af sit liv,” siger Tom Buk-Swienty til Politiken.
Kilde: Politiken, lørdag den 17. august 2019, 3. sektion side 10-14