oktober 14, 2024

Kloakkernes konge

Charles Ambt
Charles Ambt – stadsingeniør i København, der også fik tid til at kloakere Nakskov.

Arkæologer fra Københavns Museum har netop afdækket en spildevandskanal fra Christian IV’s tid. Kanalen havde til formål at lede spildevandet væk fra gaderne, mens latriners indhold blev kørt væk på vogne.

Inden voldene faldt og byen åbnede sig var sanitet et problem. Vi skal helt hen i slutningen af 1800-tallet, inden der for alvor bliver gjort noget ved sagen. Løsningen er lagt i hænderne på Charles Ambt.

Han var fra 1886 ansat som stadsingeniør i Københavns Kommune, hvor han gennemførte store tekniske arbejder med nyanlæg af gader og parker. Han var også manden, der forsynede København med kloaker og pumpestationer. Mellem 1902 og 1915 var han generaldirektør for DSB. Uden for København har Ambt navnlig gjort sig fortjent ved anlægget af kloak- og vandværket i Nakskov. Kloakeringen af Nakskov gjorde denne by til den første danske by med wc-installation.

Mens stort set ingen i dag husker Ambt for hans meget grundige og nødvendige arbejde med at få stank og spildevand gravet under jorden, hænger berømmelsen bedre fast på hans næsten samtidige, arkitekten og byplanlæggeren Ferdinand Meldahl.

Meldahl arbejde meget synligt med at gøre København til en moderne storby, inspireret af Paris og Wien. Bebyggelsesplanen for Gammelholm (1859-77) og Søtorvet (1873-76) samt fuldførelsen af Frederikskirken og boligerne omkring den (1876-94) er typiske, men størst betydning fik hans udlægning af voldterrænet til et sammenhængende parkbælte.

Kilde: Den Store Danske

 

 

 

 

Skriv en kommentar