oktober 14, 2024

Historie erstatter slægtsforskning

danmarks historie online

Slægtsforskernes Bibliotek hedder nu ”Danskernes Historie Online”.

Ifølge en pressemeddelelse fra biblioteket, bliver navnet ændret, fordi ”Danskernes Historie Online” langt bedre beskriver Danmarks største digitaliseringsprojekt inden for faglitteratur såsom lokal-, personal- og slægtshistorie:

Danskernes historie fordi bibliotekets emneområder er langt bredere end blot slægtslitteratur.
Online fordi biblioteket først og fremmest er et digitaliseringsprojekt.
I mere end 10 år har Danskernes Historie Online digitaliseret litteratur, der handler om almindelige danskeres liv og tilværelse, og der er nu ca. 37.000 titler online, der frit kan anvendes af alle.

Sidste år var der 1,2 mio. downloads, og dette tal bliver højere i år, blandt andet fordi en stor del af titlerne nu er tilgængelige via bibliotekernes søgeside bibliotek.dk

Samtidig med ændring af bibliotekets navn og logo, har biblioteket skiftet til en ny hjemmeside slaegtsbibliotek.dk.

Den nye hjemmeside giver direkte adgang til bibliotekets søgemulig-heder, specialprojekter m.v.