Nye tekniske analyser viser, at Yale Universitets kort over Vinland ikke er ældre end omkring 100 år -og slet ikke daterer sig til 1440, som det tidligere har været antaget.
I 1965 offentliggjorde Yale-universitetet under store fanfarer Vinland-kortet, der skulle datere sig tilbage til 1500-tallets Europa. Kortet viste en del af den nordamerikanske kyst, og beviste derfor, at det var skandinaverne og ikke Christopher Columbus, der havde opdaget den nye verden.
Verdens største nyhed var det nu ikke. To islandske sagaer omtaler vikinge-ekspeditioner til Nordamerika – herunder oprettelsen af nogle bosættelser, forsøg på at handle med de lokale og nogle slag mod kontinentets oprindelige indbyggere. Arkæologiske fund på Newfoundland i 1960’erne understøtter disse beretninger. Men Vinlandkortet går videre ved at påstå, at kendskabet til landet mod vest var ret almindeligt i Skandinavien og Centraleuropa, og at det var vikingerne snarere end Columbus og hans iberiske back up, der indledte den koloniale periode.
Men kortet var en historisk sensation, der var for god til at være sand. I 1966 – få måneder efter offentliggørelsen af kortet, påpegede videnskabsfolk uoverensstemmelser mellem kortet og andre kilder fra middelalderen, og stillede spørgsmålet om, hvor kortet havde befundet sig de seneste 500 år. Dertil kommer undersøgelser i 190’erne, der satte meget store spørgsmålstegn ved om kortet kunne stamme fra middelalderens Europa. Debatter om kortets ægthed fortsatte, og Yale iværksatte en række tests, der ikke gav noget endegyldigt svar.
Nu har et forskningsprojekt – på tværs af videnskabelige faggrænser med arkivarer, konservatorer og videnskabsfolk med speciale i bevaring – en gang for alle konstateret, at kortet er en forfalskning. Tidsmæssigt er det dermed flyttet fra omkring 1440 og helt frem til omkring 1920.
”Der er ingen rimelig tvivl her,” siger Raymond Clemens, der er kurator for tidlige bøger og manuskripter ved Yale’s Beinecke Rare Book & Manuscript Library, hvor kortet hører hjemme. ”De nye analyser overtrumfer de tidligere forestillinger,” siger Clemens.
Igen er det den moderne, tekniske videnskab, der hjælper forskerne på vej. Ved hjælp af røntgen flourecerende spektroskopi har de analyseret blækket, som kortet er tegnet med. Deres analyser viser helt klart, at blækket indeholder titanium, som først blev almindeligt i 1920-erne. Scanninger viser også en prik bag på pergamentet, som var sat der bevidst for at få kortet til at se ældre ud.
”Der er tale om stærke beviser på, at dette er en forfalskning, selv om vi ikke er klar over, hvem falskneren er,” siger Clemens.
Middelaldertekster der nævner Vinland, som vikingerne kaldte regionen, er en blanding af klassiske eller gamle græske og romerske former for historiefortælling. Fortællingerne er spektakulære: Blodfejder mellem vikinger, magiske ritualer, slag mellem de oprindelige beboere og vikinger, hyppige handelsforbindelser.
I de senere år er vikingernes rejser til Nordamerika dukket op på film, spil i japanske manga og meget mere. På samme måde trivedes vikingenostalgien i starten af det 20. århundrede, hvilket kunne have inspireret en falskner til at skabe det middelalderlige kort. Som Lisa Fagin Davis, der er direktør for The Medieval Academy of Ameria og ekspert i manuskripter siger: ”Motivationen for at forfalske manuskripter er generelt økonomisk eller politisk. I tilfældet med Vinlandkortet, er begge dele muligt.
Første gang nogen støder på Vinlandkortet er i 1957, hvor en mellemhandler tilbyder det til British Museum på vegne af Enzo Ferrajoli de Ry – en sælger der bor i Spanien. British Museum afslog handlen netop på mistanke om, at der var tale om et falskneri. Tidligt i 1960-erne købte den amerikanske antikhandler Laurence C. Witten III kortet for 3.500 pund og tilbød det til Yale, der ikke var interesseret i at købe kortet for hele 300.000 pund. I stedet købte rigmanden Paul Mellon kortet og donerede det til Connecticut University.
I lyset af disse mange transaktioner og begivenheder, burde alarmklokkerne måske have lydt. Antikhandleren Witten var hemmelighedsfuld omkring, hvor han havde kortet fra – og sandsynligvis med god grund. Inden fundet af kortet blev annonceret, skrev New York Times, at Ferrajoli de Ry var dømt for at stjæle manuskripter, og journalisten borede i Wittens forhold til den dømte manuskript-tyv og manuskriptet, som Mellon købte.
Witten genfortalte historien i 1989 og indrømmede, at han havde købt kortet direkte fra Ferrajoli de Ry uden nogen form for dokumentation eller proveniens. Som han sagde: ”Hvorfor jeg ikke dengang insisterede på bevis for oprindelsen? Mit svar kan kun være, at for 30 år siden var der ikke nogen større grund til at gøre det.” Han tilføjede, at i efterkrigstidens Europa blev manuskripter solgt at desperate præster for at dække over gæld eller for at skaffe midler til at genopbygge deres kirker.
Om den nye opdagelse af falskneriet siger Kasper H. Andersen, der er historiker på Moesgaard Museum og ekspert i vikinger til DR: ”Der har faktisk længe været en holdning om, at man skulle være meget varsom med det her kort. Og der har også været undersøgelser, der har affødt en del skepsis omkring det i forskningsverdenen. Så det er formentlig det sidste søm i kisten,” mener Kasper H. Andersen, der dog endnu ikke selv har set de senere forskningsresultater.
Kilde: Smithonian.com og DR.
