november 21, 2024

Hitlers fødehjem bliver politistation

Hitlers fødehjem med nazifanen på facaden.

De østrigske myndigheder har droppet planerne om at nedrive huset, hvor Adolf Hitler – måske – blev født i 1889. I stedet skal huset renoveres, og bygningen skal bruges som politistation.

Det lille ’måske’ henviser til den usikkerhed, der er om, hvorvidt Adolf blev født i forhuset eller i baghuset til bygningskomplekset, der som sin daværende hovedattraktion havde værtshuset ’Zum braunen Hirsche’. Så man må sige, at Hitler har fået det brune ind med modermælken.

Straks efter Østrigs indlemmelse i Tyskland, købte nazisterne huset i landsbyen Braunau am Inn for at ære stedet, hvor deres fører var kommet til verden. Siden har huset givet de østrigske myndigheder masser af bøvl og ballade. Ikke mindst fordi stedet nærmest blev et pilgrimsmål for nynazister, der valfartede til den afdøde førers fødested.

Men nu skal indretningen af en politistation markere, at demokrati, lov og orden har overtaget stedet.