Komponisten (P.E.) Lange Müller er blevet opereret og har det godt. Men det varer nok en måneds tid, inden han bliver helt rask. Denne oplysning får læserne af Randers Dagblad den 12. april 1911. På en dag, hvor forsiden af avisen ellers er præget af en stor reportage fra byens to store kommunale værker: Gasværket og elværket. Begge værker er blevet udvidet, og det giver rosende omtale i den lokale avis. Både til de prægtige bygninger med de prægtige maskiner og til de driftige og dygtige politikere, der står bag.