november 21, 2024

Ville bygge hule i gravhøj

bronzealder gravhøj
En bronzealdergravhøj for for fristende for en mor og hendes søn. De ville bygge en hule i det gamle gravsted. Arkivfoto

Der er ikke forsvundet værdier fra gravhøjen i Hedensted, som Slots- og Kulturstyrelsen nu går i gang med at reparere.

En kvinde har nu meldt sig selv til Sydøstjyllands Politi og har tilstået, at hun sammen med sin søn begik indbrud i en gravhøj i Hedensted i weekenden. Kvinden har forklaret, at hun forsøgte at bygge en hule sammen med sin søn, og at hun ikke vidste, at der var tale om en gravhøj.

Det oplyser Slots- og Kulturstyrelsen. Her er arkæolog Lars Bjarke Christensen lettet over, at der ikke er forsvundet effekter fra gravhøjen, og at der ikke i dette tilfælde er tale om gravrøveri.

– Det er selvfølgelig en stor lettelse, at det ikke var gravrøvere, der havde været i gang med at udgrave gravhøjen, og der er tilsyneladende ikke fjernet effekter fra graven, siger Lars Bjarke Christensen.

– Alligevel er det super ærgerligt, for jorden og konstruktionen af gravhøjen er blevet forstyrret. Det er lidt, som hvis man stod med et familiealbum med fotos og så rev side to og seks ud. Der ryger noget af historien, når man fjerner jord i en gravhøj, siger han.

I en Facebook-opdatering oplyser Slots- og Kulturstyrelsen desuden, at man nu vil gå i gang med at udbedre skaderne fra indbruddet, så gravhøjen ikke risikerer at synke sammen.

Skriv en kommentar