I oktober 1943 var Gilleleje på Sjællands nordkyst centeret for evakuering af forfulgte jøder til Sverige. Efter nazityskland havde besluttet at internere de danske jøder, begyndte en flugt mod Sverige, hvor fiskerne i Gilleleje deltog med at transportere de mange jøder i sikkerhed.
Frederiksborg Amts Avis bragte i anledning af befrielsesdagen den 5. maj en historie om, at den tyske besættelsesmagt havde tilbudt at stille et område til rådighed, hvorfra fiskerne kunne evakuere jøderne og give dem fri sejlads til Sverige. Kilden til historien er en Gillelejefisker ved navn Thorkild Clausen. Han udsagn blev i 1967 samlet op af en 3. G klasse, der var på feltstudier og altså fik historien fra fiskeren med hjem.
Museumsinspektør Søren Frandsen fra Gilleleje Museum er stødt på historien i forbindelse med en ny udstilling om “De kaotiske dage i Gilleleje”. Udsagnet om det frie udskibningsområde er så meget mere overraskende, fordi der i Gillelejes historie ud over fortællingen om de mange jødetransporter også er historien om, da det gik galt og en større gruppe jøder blev pågrebet af tyskerne, da de gemte sig på loftet af Gilleleje kirke, mens de ventede på transport til Sverige.