Under overskriften ‘publikum først’ har Nationalmuseets direktør Rane Willerslev sat et nyt strategisk pejlemærke for museets aktiviteter over hele landet. Vi zoomer ind på baggrunden for den nye ledestjerne og ser på konsekvenserne på de indre linjer.
Når bevillingerne barberes ned år efter år, bliver man nødt til at gøre museet relevant for publikum. Denne logik bruger Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, når han skal forklare, hvorfor Danmarks største museum fra 2019 og fremefter skal arbejde ud fra en strategi, der sætter publikum først.
Museet er blevet nødt til at tænke mere i, hvad markedet efterspørger, og udfordringen bliver at finde balancen mellem de opgaver lovgivninger kræver og de tiltag, der skal til for at tjene penge.
”Det er en svær udfordring, men der er ingen vej udenom. Halvdelen af vores økonomi er baseret på statslige bevillinger og halvdelen på indtægter fra fonde, forskningsbevillinger og publikum – det vil sige entreindtægter og den økonomi, vi genererer via bl.a. events og museumsbutikker,” siger Rane Willerslev til Nationalmuseets hjemmeside.
Blandt de nye tiltag er, at de enkelte besøgssteder er blevet selvstændige, og der er indført krav om indtjening. De enkelte afdelinger af museet administrerer selv ressourcerne og står økonomisk til ansvar for direktionen.
Medarbejderne skal på kursus i blandt andet at udvikle koncepter og medarbejderne skal være bedre til at skabe udstillinger og andre initiativer, der rammer den brede befolkning, fortæller personalekonsulent Charlotte Toftedal til hjemmesiden
Publikum først-tankegangen får også stor indflydelse på formidlingen af arbejdet bag kulisserne. Medarbejderne skal fremover også have fokus på at dele deres erfaringer og viden med publikum.
”Vi opfordrer til, at man producerer små videoer til sociale medier eller hjemmesiden, hvis man ligger inde med noget opsigtsvækkende og fx får indleveret et særlig interessant danefæ. Vi vil også anspore til, at vores forskere deler deres specialviden gennem podcast-serier,” siger Charlotte Toftedal og tilføjer, at medarbejderne vil få tilbudt relevante kurser i bl.a. video og lyd.
Kilde: Nationalmuseet