S/S Prinsesse Marie sejlede med fragt og passagerer i Det Kinesiske Øhav, da skibet blev opbragt af den russiske krydser Terek
Et et anonymt øjenvidne beskriver øjeblikket, da ØK fragtskibet ”Prinsesse Marie” blev et offer i den Russisk-Japanske krig. Vidnet skriver i en beretning til Politiken blandt andet:
Provianten fra Prinsesse Marie faldt på et tørt sted hos besætningen på Terek.
Batavia, 26. juni (1905)
”Prinsesse Marie”, tilhørende Østasiatiske Kompani, var den 21. juni på vej til Shanghai, da ”Terek” styrede lige ned på den. I Singaporebladene havde Reuters Bureau en ugesti i forvejen telegrafisk underrettet om, at ”Terek” var set krydse nordøst for Saigon; men havet dér er stort, og ingen havde ventet, at vi skulle træffe det eneste af de russiske krigsskibe, der på dette tidspunkt var i rum sø, i de farvande.
Imidlertid fik vi ordre til at stoppe, og efter en del signaliseren om to af de fremmede officerer og mandskab om bord.
Undersøgelsen
Skibspapirerne blev gennemgåede, lasten undersøgt, og efter en mønstring af besætning og passagerer roede russerne ud på aftenen tilbage sammen med vor kaptajn for at føre forhandlinger om vor skæbne.
Henad kl. 11 kommanderedes der, at ”Prinsesse Marie” skulle gå ret øst, højst 5 mil i timen. Styrmanden overtog kommandoen i Kaptajnens fravær.
Der fulgte en urolig nat især for vore passagerer, som diskuterede og lagde fremtidsplaner for alle tilfælde. Det var knap begyndt at dages, før krydseren, der hele tiden havde holdt sig i passende afstand bagved, signaliserede Stop og derefter satte 3-4 både ud på en gang. Inden ret længe fik vi den befrygtede jobspost: Skibet skal skydes i sænk. Alle mand kan pakke og gå fra borde.
Skibet afklædes
Selvfølgelig blev der stort virvar, for ingen vidste med sikkerhed, hvor lang tid det levnedes os, men helt uhyggeligt blev det nogle timer senere, da vore ejendele var ført bort. Så brød ødelæggelsernes dæmon frem på det dødsdømte skib.
Sofaer og paneler blev flængede af russerne, linoleum skæres op i strimler. Døre og skabe huggedes ind, og spej og koøjne knustes med flasker. Buffet, borde, stole sønderede man med økser og rev enhvert ting selv af den ringested værdi ned fra væggene.
Omsider var imidlertid alt levende, grise og høns iberegnede, og alle genstande, der i hast kunne bringes væk, om bord i ”Terek”, hvorefter en mine af Periksylen med to lunfter blev langte ned i bunden af forstavnen, og lunterne blev nu antændte.
Kl. 2 om eftermiddagen kom eksplosionen som et dumpt knald, og skibet begyndte at brænde i rummene.
Skibet synker
Søen var nu helt rolig og himlen et eneste stærkt solskin, som stod os lige i ansigtet, men vi danske, der ellers nok på rejsen havde lært at søge skyggefulde steder, mærkede ikke, at vandet drev over kroppen, så tøjet klæbede til som en våd svømmedragt.
Vi – og for resten russerne med – stod og stirrede på, hvordan ”Prinsesse Madrie” huggede dybere og dybere. Nu tog koøjene så ind, nu skylle en bølge over dækket, nu stak forenden vældig dybt og længe ned, og endelig efter 14 minutters forløb formåede stævnen ikke mere at rejse sig op over havfladen. Det bragede for hver luge, der sprængtes, og det sugede og kogte deriblandt, idet vandet væltede frem – en russer sagde højt, at det lød som gråd, som en hulken, der svælges.
Agterstævnen løftedes, saa Skruen hang i Luften, og med en glidende Bevægelse skred den 50000 Tons mægtige Kolos ned i Dybet.
Kameraerne klappede og kukkede for det sidste billede af S/S ”Prinsesse Marie”. En tæt sky af røg hvirvlede hen over dens plads. Hønseburet var det eneste, der flød tilbage.
Passagerer og besætning komme om bord på ”Terek”, og beretningen fortsætter:
Blandt officererne var der flere, der kendte København og som måske af den grund interesserede sig for os, men i øvrigt var det tydeligt at mærke, at man på alle måder søgte at gøre opholdet så behageligt som muligt. Kommandøren gav selv ordre dertil.
”Terek”, der jo havde været længe i søen, var meget slet provianteret. Kaffe, øl og tobak manglede fuldstændig, men hvad værre var: Mel og gryn var muggen, kødet fordærvet, konserves rådden osv.
Intet under at ”Prinsess Marie”s proviant modtoges som gefundenes Fressen.
Om eftermiddagen holdt officererne rådslagning, og de oplysninger angående slaget i Koreastrædet, som vi af godt hjerte havde overladt dem, og som de for øvrigt også kunne læse sig til af vores ”Strait settlement times, var sikker ikke uden indflydelse på, at de satte kursen mod Batavia. (Indonesien)
Til Saigon eller Singapore vovede man sig ikke af frygt for fjendtlige krydsere. Desuden håbede man lettere at kunne få kul i en hollandsk havn.
Det var imidlertid sneglefar, vi satte, 4-6 mil i timen, og da kursen tilmed forandredes snart mere øst, snart mere vest, blev mange af ”krigsfangerne” efterhånden meget pirrelige af utålmodighed under den syv dages rejse. Nu er vi her og glæder og til at blive sendt til Danmark.
