For få år siden var der store planer om at Gilleleje skulle have et holocaust-museum med fokus på jødeflugten i oktober -43, men de planer er skrinlagt – og nu er et nyt museum altså ved at klækkes, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det er Museum Nordsjælland, som Gilleleje Museum er en del af, som har udarbejdet visionsoplæg og forretningsplan for et kommende museum.
Arbejdstitlen for et nyt museum i Gilleleje er »Livet ved Havet«. Her skal der fortælles om, hvordan mennesket har levet ved Sjællands nordkyst fra de ældste tider til i dag. Det samlede kompleks omfatter et grundareal på 3.3733 m2 og anvendes allerede i dag til museumsformål.
De bygninger, som kaldes Skibshallerne, samt en lagerbygning nedrives, og der skal derefter opføres en ny udstillingsbygning på grunden. I visionsoplægget beskrives en bygning på ca. 1000 m2 – med et grundareal på ca. 800 m2. Udover udstillingsarealer vil der blive etableret en café.
Museet vil bygge på fire kernefortællinger: Fortællingen om fiskeriet, fortællingen om livsvilkår i forhold til havet, fortællingen om oktober 1943, og fortællingen om sommergæsterne i Gilleleje.
Kilde: Frederiksborg Amts Avis