Oplev sær-omvisningen ‘Med detektorføreren bag om fundene’ på Lejre Museum i forbindelse med pop-up-udstillingen ‘At gå med detektor – suset fra fortiden’.
I forbindelse med pop-up-udstillingen ”At gå med detektor – suset fra fortiden” har Lejre Museum et særarrangement med detektorfører Tommy Holmegaard. Han vi fortælle om sine fund og det kick, det giver, når detektoren giver signal og et nyt fund dukker frem af jorden.
Guldskatten, Odin-figuren og Mannerup-skatten. Det er et lille udsnit af nogle de fund, som Tommy Holmegaard Olesen har fundet med detektor. Lokalt omtales han ofte som dyrlægen. Hans frivillige timer på markerne med detektor og hans interesse for vores fælles historie har haft stor indflydelse på, hvad vi i dag ved om oldtidens magtcenter i Lejre.
Den første søndag i september inviterer Lejre Museum indenfor i anledningen af årets pop up-udstilling, der sætter fokus på detektorarkæologien, på det frivillige arbejde og på den motivation, som fundene er udtryk for. Tommy Holmegaard vil fortælle om sine oplevelser, om detektorarkæologien som disciplin, og om hvad det er for et billede af historien om Lejre, som han efterhånden kan stykke sammen.
Omvisning vil både tage publikum med op til det store hal-område vest for museet, hvor Tommy Holmegaard en septemberdag i 2009 fandt den mytiske og verdenskendte figur, ”Odin fra Lejre”, og invitere publikum ind i både museets permanente udstilling ‘Sagnkongernes Lejre’ og årets pop up-udstilling ‘At gå med detektor – Suset fra fortiden’.
Begge udstillinger byder på flere af Tommy Holmegaards fund, og han vil fortælle historien om, hvordan han fandt dem – og det kick, som det giver at finde den historie, som ligger gemt under mulden. Efter omvisningen vil der være mulighed for at gå på opdagelse på egen hånd i udstillingerne.
Læs mere om udstillingen her: http://lejremuseum.dk/at-gaa-med-detektor/
Tid, pris og sted: 1. september, 13-15
60 kr. Billetter købes på billetto.dk. Der er et begrænset antal billetter.
Lejre Museum, Orehøjvej 4b, 4320 Lejre