Latriner er en guldgrube af viden, siger arkæologer fra Københavns Museum, der netop har udgravet et stort areal i det centrale København. Og blandt andet har fundet mange flere latriner, end man normalt finder på et sted.
”Noget at det mest spændende, vi har fundet, er grøfter og nedgravninger i området, som kan være tilbage fra 1000-1100-tallet. Det er meget interessant, fordi skriftlige kilder ellers først nævner, at der var aktiviteter i området i 1300-tallet. Så med de nye udgravninger ser det ud til, at der sker meget mere i udkanten af middelalderbyen tidligt i middelalderen, end vi hidtil har troet” siger en af udgravningslederne ved Københavns Museum, Zenon Topcagic.
Ved udgravningerne er et usædvanligt stort areal i middelalderbyen blevet undersøgt som følge af byggeriernes omfang. ”Det er i sig selv sjældent, vi får mulighed for at undersøge et så stort sammenhængende areal, så det giver en fantastisk mulighed for at forstå aktiviteterne og udviklingen af området”, siger den anden udgravningsleder ved Københavns Museum, Simone Mayer. ”Vi har blandt andet fundet utrolig mange latriner i baggårdene fra 1400- til 1600-tallet – mange flere, end man normalt finder på ét sted”, fortsætter hun.
Latrinerne er en guldgrube af viden, for i afføringen kan frø, pollen, insekter og parasitter fortælle en masse nyt om sundhed og kost for de mennesker, der har boet og brugt området. Både fundene og spor af middelalder-diæten kan måske sige noget om, hvorvidt det var forskellige folk, der brugte latrinerne, og om det var rige eller fattige folk, der brugte dem.
”Det er noget nyt, at museet bidrager til en udstilling on-location i samarbejde med bygherre, Hines, men det giver rigtig god mening for alle parter, at vi på denne måde kan formidle tilbage til københavnerne om områdets skiftende karakter fra slagterboder til adelsgårde, over porcelænsfabrik og en stor butiksgade i nutiden”, siger museumsinspektør ved Københavns Museum Tina Villumsen.
Ved udgravningen blev der fundet en ruin af en bygning fra formentlig 1600-1700-tallet, som bygherre bevarede under de nye gulve i bygningerne. ”Det er et smukt eksempel på, hvordan man kan bevare nogle fortidsminder for eftertiden, og ligger godt i tråd med, at vi her også samarbejder om at formidle den værdi, der lå begravet i Købmagergade”, fortsætter Tina Villumsen.
Fakta om plancheudstillingen
Københavns Museum har bidraget med indhold til en midlertidig plancheudstilling af nye arkæologiske fund i Købmagergade 50. Plancherne kan ses udefra gennem de store vinduespartier ud mod gaden. Plancheudstillingen åbner 12. marts, og forventes at være der indtil forsommeren, hvor der er planer om at udvide med fremvisning af nogle af fundene fra udgravningerne. Plancherne beskriver bl.a. de ældste spor og fund, latriner med katteskeletter, vandrør og fund af alt fra kødkroge til skindhandsker samt bygningens historie, se også www.copenhagen.dk