november 21, 2024

Blåtand ville blære sig

Trelleborg fra luften Nationalmuseet
Vikingeborgern Trelleborg – en af Harald Blåtands borge – set fra luften. Foto: Nationalmuseet.

»Mit bud er, at de her borge og øvrige bygningsværker alle sammen indgik i en plan for, hvordan Blåtand skulle markere sig som ny, kristen konge. Han ville vise, at han var til stede i hele landet, uanset om han var der rent fysisk. Jeg tror, at de var symboler for ham selv,« siger Jens Ulriksen til Videnskab.dk.

Jens Ulriksen er arkæolog og fremlægger i en endnu ikke udgivet videnskabelig artikel eb by teori om ringborgene og deres placering.

De fleste er enige om, at det var Harald Blåtand, der byggede mindst fem store cirkelformede borge rundt omkring i Danmark. Den største, Aggersborg, var 240 meter i diameter. Borgene og deres voldanlæg blev bygget af tørv og kraftigt tømmer. Det mystiske er, at borgene sidenhen er forsvundet helt fra de historiske kilder. Ikke engang Blåtands største fan, historieskriveren Saxo, nævner dem med ét eneste ord.

Jens Ulriksen har de seneste fire år som forskningsleder ved Museum Sydøstdanmark stået i spidsen for udgravningen af den vikingeborgen Borgring. Borgen blev opdaget nær Køge i 2014 og er i dag anerkendt som en af Blåtands ringborge, som han opførte i slutningen af 900-tallet.

I den videnskabelige artikel, som for nylig blev fremlagt på en konference, argumenterer Jens Ulriksen for, hvorfor, han tror, Blåtands byggestrategi tog udgangspunkt i, hvor han kunne promovere sig selv mest muligt.

Borgene blev opført på datidens trafikknudepunkter, og dermed på steder hvor de ville blev set af flest muligt vigtige mennesker, lyder det fra Jens Ulriksen. Hans udgangspunkt har været at kigge på alle de bygningsanlæg, vi i dag tillægger Blåtand, for at finde ud af, hvad der kendetegner dem.

»Det påfaldende er, at de alle sammen ligger i tilknytning til vigtige veje, hvor man har færdedes gennem århundreder. Det tror jeg, at der har været en klar tanke bag,« siger han.

Kilde: Videnskab.dk

Skriv en kommentar